Nottingham - Brighton3 - 0
Charlton - Sheffield U 1-1
Den største kamp for The Addicks siden Playoff finalen mod Sunderland på det gamle Wembley tilbage i 1998 .
En fyldt The Valley var tændt og opsat. Det startede også godt. Rommedahl var tændt og brød igennem et par gange på højrekanten. Første gang var efter 13 minutter, men hans indlæg blev headed tæt forbi mål af Darren Ambrose. Men det var klart et Charlton hold som var opsatte på alle 3 point mod oprykkerne fra Sheffield United. Alan Pardew skrev i matchprogrammet at vi har spillet til europæisk standard i de sidste kampe. Der er jeg ikke enig.
Efter 4-0 sejren over West Ham har vi, måske med undtagelse af 2-0 sejren over Newcastle, virket nervøse, jo tættere vi er kommet på den rigtige side af nedrykningsstregen. Darren Bent har stadig været der, når målene skulle scores, men han har ikke virket helt så frisk som tidligere, efter hans skade, som han stadig døjer lidt med. Vores forsvar er dog endelig begyndt at virke mere stabilt, og specielt Talal el Karkouri spillede en god kamp mod The Blades. Han var sikkerheden selv, og fik senere i kampen kronet sin indsats med et mål, men mere om det senere.
Efter 19 minutter blev Jerome Thomas fældet af Nick Montgomery, og dommer Wiley dømte korrekt frispark. De fleste af de 27,111 tilskuere regnede med at marokkaneren ville hamre bolden mod mål, men istedet sendte han et kontrolleret spark afsted mod Patty Kenny i Sheffield United målet. Desværre havde målmanden set den, og fik strejfet bolden nok, så den sejlede over mål. United virkede ikke specielt farlige oppe i front, men de vandt en del af duellerne på midtbanen. Specielt i luften var de gode. Gang på gang var vi vidner til at et South Yorkshire hovede trak sig sejrsrigt ud af luftduellerne, og formåede at heade den videre til en modspiller. Frustrerende at se på. Det brændte dog på i det 34. minut. Et Jon Stead indlæg fra venstre side, fandt Keith Gillespie der fik headed bolden ned i højre hjørne, men heldigvis var Carson vågen, og fik bolden vippet ud til hjørnespark. Det efterfølgende hjørnespark endte hos Jon Stead, hvis skud strøg forbi Charlton’s mål. Flere målchancer blev det ikke til i 1. halvleg.
Det var tydeligt at der stod meget på spil for begge hold, og det forandrede sig ikke i 2. halvleg. Der var stadigvæk meget nervøsitet at spore hos alle 22 spillere, og målchancerne var få. Vi skulle helt hen til det 59. minut, før at der igen var en chance, og denne gang var der gevinst! El Karkouri modtog bolden nede på egen banehalvdel. De fleste, inklusiv Sheffield United spillerne regnede med en lang aflevering op i The Blades straffesparksfelt. Derfor trak spillerne sig tilbage og han kunne dermed fortsætte sit løb. Pludselig var han inden for skudafstand og fra godt og vel 30 meter hamrede han bolden mod mål med sit velkendte kraftfulde spark. Bolden ramte Michael Tonge på vejen og fangede Paddy Kenny på det forkerte ben. 1-0 til Charlton, og jublen ville ingen ende tage. “We are staying” og “Super Alan Pardew” lød det over hele The Valley, pånær South Stand, hvor The Blades supporterne befandt sig.
Et par minutter senere tog Alexandre Song chancen udefra, men han kunne desværre ikke holde skuddet nede, og det fløj istedet over mål, og hen på North Stand. Derefter gik det ned ad bakke. Vi trak os tilbage for at forsvare den vigtige føring. Desuden fik vi nogle dumme gule kort, 2 af dem inden for et par sekunder, da først Zheng Zhi, og derefter Diawara nedlog henholdsvis Jagielka og Tonge.
Ironisk nok var det en spiller, Jon Stead, som Charlton engang var interesseret i at skrive kontrakt med, som ødelagde dagen for os. Colin Kazim-Richards indlæg fra venstre side fandt Nick Montgomery der hurtigt spillede den videre til Jon Stead. Han svigtede ikke og knaldede den hårdt ind mod den fjerneste stolpe, uden for Carson’s rækkevidde. 1-1, og det var bestemt ikke en del af manuskriptet. Nu var det de rød-hvide fra Sheffield’s tur til at synge “We are staying up”. Ret skal være ret, og jeg må indrømme at det er de bedste besøgende fans jeg nogensinde har set på The Valley. Sjældent har man hørt fans synge så højt, og deres sang repetoire var også rimelig imponerende.
Mange flere målchancer blev det ikke til. Madjid Boughera fik de sidste 14 minutter i sin hjemmedebut, men han imponerede bestemt ikke. Et par gange var han ved at komme slemt på hælene, da han forsøgte at finte et par Sheffield United spillere. Heldigvis slap vi med skrækken.
Dommer Wiley lagde 5 ekstra minutter til, men det blev aldrig rigtig farligt. Kl. 16.55 lokal tid fløjtede Alan Wiley kampen af, og nu ser det for alvor svært ud. Med 3 kampe igen, skal vi have minimum 6 point, og da det er så godt som umuligt at få noget ud af kampen på Anfield Road mod Liverpool, skal vi sætte vores lid til at vi henter vores kun 2. udesejr i 1 1/2 år, nemlig mod Blackburn, hvor ca. 7000 Charlton supportere regner med at tage turen derop. Turen er døbt “Operation Ewood”, og holdet får brug for størst mulig støtte. Hvis vi skulle overraske og tage 3 point deroppe, venter Tottenham Hotspurs på hjemmebane. Men mon ikke at vi er dømt til nedrykning inden denne kamp. Personligt er jeg pessimist, da vi har mistet gnisten. Vi mangler en mere kreativ midtbane og desuden kan vi ikke sætte vores lid til at Darren Bent skal score størstedelen af vores mål. Jerome Thomas virkede halvdoven, og ikke specielt opsat på at give sig ekstra i nærkampene.
Derudover virkede Ben Thatcher som et nervevrag, og var klart vores svageste spiller i det bageste led. Zheng Zhi gav sig til gengæld 100%, og specielt i 1. halvleg viste han hvorfor han bør starte inde hver gang. Det virkede som om at Rommedahl ikke måtte få bolden. Flere gange befandt han sig i en perfekt position med masser af plads på højrekanten, men bolden blev sjældent spillet til ham. Der blev simpeder er tydeligvis et problem med hans disciplin på banen. Manden har med sine geniale afleveringer, specielt mod Watford, vist at han kan være den kreative del af holdet, men han kan samtidig også tabe kampen for os, hvis han ikke holder hovedet koldt, og istedet må gå i bruseren før tid.
Kun et mirakel kan redde os fra at spille i The Fizzy Pop League i sæson 2007/2008.
